Jeg fik en invitation til at holde et særligt oplæg ved prisuddelingen “Action Taitung Award”, og derfor besøgte jeg igen Taitung i Taiwan 🇹🇼 – for anden gang på bare to uger – på en stram rejseplan med 3 dage og 2 overnatninger.
Sidste gang foregik arrangementet i Chenggong Township, endnu længere ude i Taitung-regionen. Denne gang boede jeg i Taitung City, og fordi der var mindre transport, fik jeg bedre tid til at kommunikere i ro og mag med teamet fra Shopping Design og Taitung Design Center. Det blev et ophold med stor læring og virkelig meget udbytte.
Ved selve prisuddelingen blev vores initiativer fra nottuo / Tenten, samt SAGA COLLECTIVE—som arbejder med nul-kulstofudledning i Saga—præsenteret som eksempler fra Japan. På en særligt opsat scene holdt vi hver især en times præsentation med tolkning.
Det mest bemærkelsesværdige var den helt særlige atmosfære ved både prisuddelingen og selve award’en. Det var ikke den slags arrangement med en hård og spændt stemning af “vindere og tabere”, som man ofte forestiller sig. Når modtagerne blev annonceret i hver kategori, glædede folk sig på hver deres måde, og publikum hyldede dem med tilråb—nogle sang endda—så hele rummet var fyldt med smil og en varm, let og glad energi.
Da jeg fulgte den svage følelse af déjà vu, jeg havde, gik det op for mig, at det mindede mig om et bryllup i Okinawa, som jeg deltog i for nogle år siden: en stor, livlig fest, hvor hovedpersoner og gæster var blandet sammen, og hvor alle sammen larmede og fejrede som til én stor banket.
Taitung er ikke et område med særlig bekvem transport, og ligesom mange provinsbyer i Japan bærer det på både ulemper og sociale udfordringer. Netop fordi denne award hædrer dem, der bevidst vælger at se sådanne “besværligheder” som en positiv del af byens særpræg—og som arbejder med dem gennem forretning og initiativer til gavn for fællesskabet—var ånden i lokalet mindre præget af “konkurrence” styret af markedslogik, og mere af “samskabelse”, hvor alle kæmper og arbejder sammen om de fælles udfordringer i regionen. Jeg tror, det er den holdning, der skabte den hjemlige stemning og stærke følelse af sammenhold.
Præsentationen af hr. Yamaguchi fra SAGA COLLECTIVE—som var inviteret sammen med os—var også utrolig spændende. Fra hans personlige historie, til diskussioner med projektmedlemmerne og de efterfølgende initiativer, delte han en rig og meget konkret fortælling om processen: Hvordan et fællesskab af virksomheder og organisationer, der deler en vision, afstemmer skridt og retning, og beslutter hvad de skal gøre—og hvordan. Det var fuldt af indsigter og blev en værdifuld mulighed at få lov at høre.
Det var også fascinerende at møde en person i udlandet, som jeg aldrig havde mødt i Japan. Det er et bevis på, at vores respektive indsatser bliver set og værdsat på tværs af havet. Selvom områderne og projekterne er forskellige, var det en glæde at opdage fælles træk i det fremtidige samfund, vi sigter mod i et større perspektiv. Under flyrejserne mellem forbindelser endte jeg med at tale en hel del med hr. Yamaguchi, som tilfældigvis sad ved siden af mig—men jeg har nok været en alt for snakkesalig mand og sikkert lidt til besvær (undskyld! haha).
Selvom jeg har holdt oplæg på store scener før, var jeg alligevel lidt urolig for, om jeg virkelig gav noget værdifuldt til dem, der lyttede. Men i praksis var der rigtig mange, der hørte efter, og senere fortalte personalet mig, at de endda havde hørt folk diskutere seriøst, om de skulle begynde med hønse-/ægproduktion. Da jeg hørte det, følte jeg mig virkelig belønnet—som om det var det hele værd at flyve i flere omgange, krydse hav og bjerge, og komme helt herhen.
Endnu en gang var det en ret hård rejseplan, men tusind tak for den fantastiske tid—muliggjort af det lokale driftsteams dedikerede støtte, Design Centerets rolle som bro mellem det offentlige og det private, udvekslinger med lokale skabere, læring fra avancerede eksempler fra Japan, samt oplevelser af mad og kultur.
